Kyllingeboller i gul karry med blomkålsris

Noget af det jeg laver allermest til aftensmad, er helt sikkert kylling i rød karry. Det er nemt og super lækkert med en masse grønsager og sobanudler eller fuldkornsnudler. Derfor synes jeg det var på tide at prøve noget nyt, og da det var lang tid siden, at jeg havde lavet mine spicy kyllingedeller, blev det kyllingeboller i gul karry med blomkålsris.

IMG_5983

Kylingeboller i gul karry (ca. 3-4 portioner)
400g hakket kyllingekød
2 store løg
1 fed hvidløg
1 rød chili
1 lille bundt persille (basilikum kan også bruges)
1 æg
1 spsk fintvalsede havregryn
Salt
Godt med peber
1 spsk olie
1 dåse kokosmælk (jeg brugte light)
1 dl vand
1 spsk mel
3 spsk karry
1 spsk stærk mangochutney
1,5 spsk fiskesovs
1 stor rød peberfrugt
2 forårsløg
Frisk koriander
Peanuts

1. Start med at rive et løg og et fed hvidløg.
2. Hak persillen og chilien fint.
3. Det hakkede kyllingekøg, havregryn, æg, løg, hvidløg, persille og chili blandes grundigt til en enartet masse. Tilsæt salt og godt med peber.
4. Form farsen til små kugler. Jeg brugte en teske til at forme med. Læg kuglerne på en tallerken og lad dem hvile.
5. Hak det andet løg fint. Varm olien i en stor gryde. Svits løget.
6. Kom karry og mel ned til løget. Lad det stege i ca. 1 min. Rør meget i det.
7. Tilsæt kokosmælk, vand, mangochutney og fiskesovs.
8. Sæt låg på og lad det simre et par minutter.
9. Lig kyllingebollerne ned i gryden. I et lag.
10. Sæt låg på igen. Lad det simre i ca. 10 min.
11. Skær peberfrugten i små strimler og kom den ned i gryden.
12. Smag retten til med fiskesovs og peber.
13. Server retten med blomkålsris samt forårsløg, peanuts og koriander på toppen.

Blomkålsris (2 personer)
1/2 blomkålshoved
Kogende vand

1. Riv eller blend blomkålen.
2. Kom blomkålen op i en skål dæk det med kogende vand.
3. Lad det stå i ca. 5 min.
4. Sigt blomkålen og vrid det derefter i et rent viskestykke, så al væden presses ud.
5. Server 🙂

Find mig på instagram

Jeg er stor tilhænger af Instagram og har i næsten to år uploadet adskillige madbilleder, både af mad jeg selv har lavet og af mad som jeg har nydt ude.
Faktisk er jeg så afhængig, at Instagram er det første jeg kigger på når jeg står op, og noget af det sidste jeg kigger på inden jeg går i seng. Lidt pinligt..
I er meget velkomne til at besøge og følge mig på Instagram, min bruger hedder emilie_gs.

Her er et lille udklip af mine insta-billeder

mappe uden navn

 

Pesto med mandler

Jeg EEEEELSKER pesto, især til frisk pasta eller som dip til kiks og grønsager.  Derudover er det jo mega nemt og hurtigt selv at lave denne herlighed. Det er min pesto ihvertfald! Jeg har lavet den med mandler, men man kan selvfølgelig også bruge pinjekerner, valnødder, hasselnødder etc.

collagePesto (et lille glas)
Et bundt basilikum (cirka 2 dl)
65 g mandler
100g parmasan
1 fed hvidløg
1,5 dl god olivenolie

1. Blend alle ingredienserne til en ensartet masse.
2. Smag pestoen til med mere hvidløg og/eller olie alt efter hvordan du foretrækker din pesto.
3. Opbevar på køl.

Bønne brownie med skyr-is

For noget tid siden lavede jeg Louise Lorangs chokoladekage med sorte bønner (Se opskrift her). Kagerne overraskede mig meget, idet de var utrolig luftige og lækre. Dog synes jeg der var lidt for meget sukker og smør i kagerne, så jeg har i denne weekend forsøgt at lave en sundere kage med de sorte bønner.  Jeg har hentet inspiration fra Stinna.dk og Sesamsesam.com, som begge har lavet lækre bønne-brownies, på hver deres måde. 

Jeg serverede bønne brownien med skyr-is og friske blåbær for min søde veninde der var på besøg i går og den blev taget rigtig godt imod.

bønnebrownie bønne2

Bønne brownie (ca. 10 portioner)
100g tørrede sorte bønner
100g mandler
1 banan
3 æg
1 espresso shot
1 tsk vaniliepulver
1 tsk bagepulver
120g sukrin gold (eller brun farin)
60g kakao
30g smeltet kokosolie
100g hakket chokolade
80g hakkede valnødder
lidt salt

1. Bønnerne skal ligge i blød natten over. Derefter koges de i ca. 30 min.
2. Mandlerne blendes til mel og hældes i en skål.
3. De sorte bønner og bananen blendes til en ensartet masse
4. Tilsæt et æg af gangen og blend
5. Tilsæt espresso shortet og blend
6. Bland vaniliepulver, bagepulver, salt og kakao sammen med mandelmelet.
7. Tilsæt bønne-blandingen og den smeltede kokosolie til de tørre ingredienser og bland grundigt.
8. Tilsæt til sidst den groft hakkede chokolade og valnødderne.
9. Dejen hældes i en spring-form (tror min dej var ca. 5 cm høj) og bages i ca. 25 min ved 180 grader.
10. Sæt kagen på køl, til den er helt kold, inden den serveres. Den smager faktisk bedst dagen efter.

God bagelyst!

Skyr-is (3-4 portioner)
4 dl skyr
1dl (ca. 3 æg) æggehvider
2 spsk agavesirup

1. Pisk æggehviden stiv
2. Rør skyr og agavesiruppen sammen
3. Tilsæt æggehviderne
4. Is-blandingen hældes i en ismaskine i cirka 30 min.
5. Når isen er færdig hældes den i en beholder og opbevares i fryseren indtil servering.

Tag  isen ud af fryseren ca. 20-30 min. før servering, da den bliver meget hård.

Pulled chicken, coleslaw og skyr oopsies

I sidste weekend lavede jeg pulled chicken med coleslaw i oopsies. Hvilket jeg aldrig havde lavet før, men det var et hit! Jeg har tit overvejet at lave oopsies, for at undgå at spise for meget brød og jeg synes umiddelbart at det virkede som en fin erstatning, idet man får følelsen af noget blødt og fluffy.

pulled chicken

Start med at bage oopsierne, da de skal køle af mens kyllingen er i ovnen.

Oopsies:
3 æg
100g skyr
1/2 tsk salt
1 tsk bagepulver
1 spsk HUSK
Sesam til at drysse ovenpå. Du skal også bruge andre frø eller kerner.

1. Tænd ovnen på 130 grader
2. Del æggehvider og æggeblommer fra hinanden i hver sin skål.
3. Æggeblommerne blandes grundigt med skyr og bagepulver.
4. Rør HUSK i ægge/skyr blandingen
5. I en anden skål piskes æggehviderne stive med salt.
6. Når æggehviderne er stive, røres det forsigtigt sammen med æggeblomme/skyr-blandingen.
7. Del dejen i 6 portioner på en bageplade beklædt med bagepapir. Sørg for at de ikke bliver for flade.
8. Drys med sesamfrø eller andre frø/kerner
9. Bag i 25 min.
10. Lad dem køle af.

Pulled chicken
2 kyllingebryster
1 spsk røget paprika
2 spsk sød paprika
1 spsk sennep
1 dåse tomatpure
ca. 1 spsk ketchup
2 tsk chili flager
2 tsk Salt
2 tsk Peber

1. Rør paprika, sennep, tomatpure, ketchup, salt og peber godt sammen. Smag eventuelt marinaden til med lidt ekstra paprika, sennep eller ketchup.
2. Tilsæt kyllingen
3. Kom det hele i en pose og læg det på køl i så lang tid du vil. Min nåede kun at marinere i 2 timer.
4. Tænd ovnen på 150 grader
5. Kyllingen og marinanden hældes i et ildfast fad beklædt med staniol. Luk staniolen omkring kyllingen og sæt det i ovnen.
6. Kyllingen skal cirka have 1,5 time i ovnen. Skru evt. lidt ned for varmen efter 45 min. Og hold øje med hvornår kyllingekødet er færdigt.
7. Tag derefter kyllingebrysterne over i et fad eller skål sammen med marinaden og hiv med to gafler kødet fra hinanden.

Coleslaw
Et halvt spidskål
4-6 gulerødder (alt efter hvor store de er)
3 dl skyr
1 dl mayonaise
Lidt sukker
Salt og peber

1. Riv gulerødderne på et rivejern
2. Skær spidskålen i lange strimler (ikke alt for store)
3. Bland alle ingredienserne sammen og smag til med salt, peber og sukker